tirsdag, juli 18, 2006

Mellem Bubber og BS

Mandalselven Zone 3 (13 - 16 Juli 2006)

Min ene lillefinger er blåsort, ubevægelig og ca. dobbelt så tyk som den venstre. Stadig høj på adrenalin, mærkede jeg ingenting da det tredje stenslag prellede af på laksens nakke og ramte en sten. Med spidsen af min lillefinger imellem. Det var sidste dag ved elven og for mit vedkommende, en veludnyttet sidste chance for laks. Thomas havde en halv time forinden landet sin anden fisk. Det fluehjul (Bauer M3) han aftenen før havde rost, gik fuldstændig i smadder, da laksen tog det første seje udløb. Skruer og fjedre klimtede, da de ramte stenene under ham. Det ellers lydløse hjul, lød pludselig som en kaffekværn i overgear. Situationen var uholdbar, men da laksen kom ind i dødvande, gik han ti skridt baglæns og kanede fisken op i stenene - på en ret elegant facon, som jeg senere havde efterlignet. Med succes, selvom aflivningen var blevet lidt for ivrig.

Mandalselven_juli2006_02
Thomas får sig en whiskey efter lidt laksevirak med et smadret fluehjul i Bubbers Badekar (Kabelpoolen v. Kalvekleiv). Laksen havde lus og en velproportioneret sag på 5,5 kg

Whiskeymeditation i Bubbers Badekar
Med to laks i samme pool (faktisk næsten samme sted) forsøgte jeg at genoptage fiskeriet. Men det er næsten umuligt at kaste med en enhåndsstang med en kvast lillefinger. Smerten var kommet listende og selvom BS nok ville ha´ ignoreret den, eller brugt pikken istedet, tog jeg til takke med den ene fisk. Fandt en plads i skyggen og fiskede den sidste kvarte flaske whiskey og en elvkølet dåseøl op af rygsækken. Slugte 2 store bægre whiskey og nød det sidste med den svalende dåseøl og lidt Petterøe´s. Spritten satte sig hurtigt igennem - det store badekar flimrede i solen, laksen lå og blinkede i elvkanten og glemte smerten i den dunkende lillefinger. Der er noget særligt ved at fange og lande laks på egen hånd - selvom der kun er en selv til at klappe sig på skulderen. Forsøgte at skabe et overblik og whiskey-mediterede lidt over de sidste 3 dages fiskeri.

Vandstand, vejr og tidspunkt
Vandstanden ja - vandstanden er vigtig i laksefiskeriet. Ligesom vejret og tidspunktet har stor betydning. Som jeg aftenen før skråsikkert havde postuleret: "Aften og morgenfiskeriet er altså de bedste tidspunkter - specielt nu hvor solen bager fra en skyfri himmel!".
Den ene aften løb elven med 60 m3/s, næste morgen med 20 m3/s. Faktisk steg eller faldt vandet konstant i den kraftværksregulerede elv, så muligheden for at beklage sig over vandføringen udeblev helt.

Men 3 vigtige parametre i en laksefiskers grønspættebog; vandstand, vejr og tidspunkt! Konsensus blandt fiskere ned gennem elvdalen havde samme ekko: laks stiger ikke til en flue i høj middagssol - og da slet ikke i lavt vand!

3 dage 3 laks
Thomas og jeg havde fisket 3 dage i elven og fået 3 laks og en havørred. 3 lange dage fra solopgang til solnedgang, med intensivt fiskeri. ALLE 3 laks var taget under blå himmel og skarp sol. Kun havørreden havde artet sig efter bogen og havde velopdragent taget fluen på lavt vand i skumringen. Dem vi tabte, tog aldrig rigtig ved og er allerede gået i glemmebogen.
Måske er den klogeste laksefisker, den laksefisker som ved, at jo mere man kloger sig - desto størrre chance er der for at blive helt til grin. Specielt når det er moder-fucking-natur man kloger sig på?

Alligevel vil jeg snige ind, at alle tre laks tog lyse fluer (Allys Schrimp - Green Highlander og Silver Doctor) og at alle fisk var flidspræmier.

Mandalselven_juli2006_03 Mandalselven_juli2006_04 Mandalselven_juli2006_01
3 laks på 3 dage i zone 3, som alle 3 brød med 3 grundpiller i teoribogen - desuden var alle 3 over 3 kg og taget på 3 forskellige lyse fluer.

Andy med orm i Glemenstraumen
Netop som fluefiskeriet havde triumferet på campingpladsen, satte Andy (en ivrig og alsidig laskefisker!) i værk med en orm gennem Glemenstraumen. Dagen efter vores hjemrejse. Først to fisk på 4 og 5 kg som opvarmning - dagen efter en storlaks på 13,6 kg + en 5 kg´s. Læs mere her. Vores hjemrejse lå tilsyneladende i starten af et træk mellem og storlaks.
Eller måske er Andy bare giftig med en orm?

Mere fra Mandalen:
Fra hyggefiskeri til hardcore