Indrømmet det var en kedelig strategi. Men min første to ture til Mørrum havde været resultatløse. Mine venner havde haft større succes og noget måtte gøres. Det var en simpel strategi som tog udgangspunkt i lidt granskning af fangstrapporten på Mørrums hjemmeside (se link i højre side) og i et par bøger hvor standpladserne i åen er tegnet op. I fangstrapporten kunne jeg konstatere at der blev taget laks næsten hver dag i pool 1 og der blev ofte taget en lige før lukketid (fiskeriet stopper kl 22) i varierende vandstand. Optegnelsen over alle standpladserne kan være nyttig, men "besætningen" på de enkelte standpladser er meget vandstandsafhægig. Feks. giver åkrogen (pool 23) kun laks ved en ganske bestemt vandstand, fordi laksene ganske enkelt suser videre gennem poolen hvis vandtrykket ikke behager fiskene.
Naturfreak eller Paderborner-fisker
Derfor gik min strategi i al sin enkelhed ud på at gennempiske pool 1 fra zoneskift til solnedgang. Kedeligt og lidt monotomt i længden, men mörrumslaks var et tomt kapitel i min fangstrapport. Jeg kan sagtens glæde mig over min venners fangster, men det var begyndt at tangere "jubelidioten som aldrig fanger" og undskylder sig med den friske luft og den skønne natur. Eller Paderborner-fiskeren for den sags skyld, som elsker den medbragte dåseøl og bål-praleriet så meget, at han aldrig rigtig kommer i vandet. Selvom sidsnævnte er et tiltrækkende alternativ til morgenvåde waders klokken lort og Mørrum absolut er en billedskøn å - var mine venners overbærende smil ved at blive for meget. Der skulle laks på land hvis 'fluesnob' på nogen måde skulle ha´ sin berettigelse.